Politiske mærkesager

Et samfund med rummelighed til vores forskelle, som sikrer velfærd med værdighed for alle borgere og med respekt for de ansatte.

En fælles bunden opgave for Regioner og Kommuner.
At være til stede når mennesker er syge, i kriser eller sorg, sætter livet i perspektiv. Gennem mit arbejde i ambulancen, kan jeg se, at det nytter noget, når vi hjælper hinanden. Som paramediciner har jeg mærket, hvor stor en forskel vi kan gøre med de rette midler – hvad end det er en simpel håndsrækning, eller specialiseret sundhedsfaglig behandling. Men at vi kan yde den rette hjælp i rette tid og med omsorg og anerkendelse, er også afhængig af, at systemet virker, og at dem som hjælper har mentalt overskud og gode arbejdsforhold.

Et styrket sundhedsvæsen
De rette valg og nødvendige politiske kompetencer.
Udfordringerne i vores sundhedsvæsen, med stigende travlhed for personale og stadigt flere mennesker med kroniske sygdomme, kræver nemlig at vi kan – vil og tør – tage de rigtige beslutninger for fremtiden. Beslutninger med social balance og i respekt for både regionens borgere og ansatte. Dette kræver både empati og handlekraft, og det stiller store krav til de folkevalgte beslutningstagere i Region og Kommune.

Den kommende sundhedsreform, med heraf følgende strukturelle forandringer stiller store krav, men giver også gode forudsætninger for at tage mere målrettede lokale beslutninger, hvis vi tør:

Vi skal turde snakke om opgavefordeling, opgaveglidning imellem faggrupperne. Vi skal turde gøre op med status quo, og i stedet have langt mere tillid til faglighed og lokale kompetencer.

At være syg og have brug for behandling, er ikke det samme som at man nødvendigvis skal være indlagt på et sygehus. I stedet skal man som patient eller pårørende mødes med den behandling og i det miljø som bedst giver mening og skaber tryghed. Det kan sagtens være at det er i eget hjem, med den fornødne støtte, de rigtige behandlingsplaner og aftaler med de relevante sundhedsfaglige personer.

Det stiller krav til samarbejdet imellem faggrupper og sektorer, men erfaringerne viser at vi kan lykkes med det.

Scroll to Top